De rum vi fylder ud. De rum der står tomme.
Jeg ser på et fotografi og begynder at male et af de rum, jeg bebor.
Jeg maler på papir. Et stort håndlavet ark. Groft og skrøbeligt, ikke ganske hvidt, lidt plettet. Jeg bruger akvarelfarver fra en lille æske, blæk fra en stor flaske, forskellige kridt og blyanter.
Jeg har malet det rum flere gange før. Dette er et gammelt foto. Møblerne har byttet plads siden og nogle er skiftet ud. Der er rodet. Vi har også forandret os. Min er søn er ældre nu, ikke længere en baby. Mit hår er blevet længere. Jeg maler ham, så han smelter sammen med omgivelsernes farver og struktur. Han bliver næsten usynlig. Jeg gør mig umage med detaljerne i gulvtæppet.
Jeg undlader at male min egen krop. Et tomt rum, hvor den skulle have været. Jeg prøver at se den for mig, men den forsvinder, når jeg lægget fotografiet væk. En form der venter på at fyldes ud eller er blevet efterladt.
Jeg hælder fortyndet farve ud på papiret og ser det løbe hen over billedet, de malede stole, vinduer vægge, barnet og den hvide flade. Nogle steder suger det ind i papiret. Når jeg kommer tilbage til værkstedet er det tørret ind. Måske er det godt. Billedet bliver til der – et sted mellem detaljen, tilfældet og det tomme papir.
Udstilling i Keller.Arlund 2018
Med reference til kunsthistoriens tradition for skildringer af hjemmet med et kvindeligt objekt, skaber Luise Faurholt interiørbilleder, hvis scenarier og stemninger er hentet fra egne fotos af mand og børn. Hun maler på håndlavede ark, hvis på en gang rå og skrøbelige tilstedeværelse understøtter billedernes indhold. I collagerne klippes genstande og personer ud fra billedrummet og slippes løs på fladen – og i udstillingsrummet.
Temaerne er intimitet, fravær og køn, det er stille undersøgelser af det nære, dagligdagens gentagelser, og de små skift mellem nærhed og ømhed, afstand og isolation. Scenerne er præget af ikke-handling. Beboerne smelter visuelt ind i deres omgivelser, andre står som tomme flader, der venter på at fyldes ud eller har efterladt et aftryk der, hvor de var. Genstandene i rummene, for eksempel en stol, kan indgå konkret som en del af rummets mønster, eller være fraværende som en transparent form.
Kvinden på billederne optræder ofte i selvportrætter, – synsvinklen er kvindens, hustruens, morens og viser hverdagens rum, fyldt med nærvær og kærlighed, men også opløst i smertelige erfaringer af ikke at kunne slå til og ønsker om at være i fred. Det nærværende og intime kan i næste øjeblik være fraværende. Der opstår hele tiden nye rum mellem os, rum vi fylder ud, og rum der står tomme.